Bystævnet

 

 

Volderslev Bystævne er i sin nuværende form fra 1884. Bystævnet er placeret midt i landsbyen og med en kreds af 13 sten omgivet af 8 gamle høje lindetræer .

 

Bystævnet i Volderslev er et af de stensatte stævner. Der var oprindelig og frem til 1909 en sten på stævnet for hver af de 14 betydende gårde i landsbyen. Da Voldgård i 1896 købte gården Dahlsvej 153, tog man en af stenene op, og det fortælles, at den i mange år stod ved indkørslen til Voldgård. Medlemsskab af bytinget var betinget af en sten på bystævnet. I hver sten er der indhugget initialer på ejeren af gården som stenen var sat for og årstallet 1884, hvor stævnet blev etableret på sin nuværende plads ved krydset mellem Volderslev Bygade og Ribjergvej. Indtægten fra salg af noget fællesjord blev brugt til at hugge initialer i og sætte stenene samt plante lindetræerne tilbage i 1884.

 

I bylauget havde kun de gårde, der havde pligter noget at skulle have sagt. Man sagde, at gårdene på markerne ikke kunne være medlem, når de ikke kunne høre byhornet og dermed møde på bystævnet. Møderne på stævnet ophørte lige efter 1900, da var de fleste af de fælles opgaver sammen med vedligeholdelsen af bystævnet overtaget af kommunen. Hvis man i dag skulle tage stenene op fra de gårde, der ikke drives mere, ville bystævnet blive meget lille.

 

Det gamle byhorn som oldermanden kaldte bymændene til møde på stævnet med findes stadig og kan ses på Stenløse Sogns Lokalhistoriske arkiv.

 

I "Fynske gadestævner og oldermænd" har Svend Frederiksen fundet disse gamle beskrivelser af livet ved bystævnet og deres funktion;

"Midt på Landsbyens gade, sædvanligvis under en stor Ask, var Byens "Stævne", en med Sten omgiven Plads, hvor hver Bymand havde sit Sæde. Så snart en fælles Bestemmelse skulde tages tudedes til Gadestævne, på hvilken der vedtoges, når man skulde pløje, så, høste, gjærde, slå kvæget løs og andet mere. Der rørte sig endnu i Bondens egen Kreds i Landsbyen og Sognet en levende Deltagelse i Retsplejen - for det Almene og Offentlige. Den personlige Deltagelse i alt dette var et kraftigt Middel til at udvide Blikket og holde Sansen for det Almene vågen".
Sådan skriver en fynsk lokalhistoriker 1875 om gadestævner. [Søkilde]

Pastor M.G. Kragh, præst i Gelsted 1819-1864 skriver noget tilsvarende i sin sognehistorie:
"Når Mændene i en By skulde gives deres Erklæring i en eller anden Henseende eller vedtage et Fællesarbejde, eller udrede Bidrag f.eks. til brandlidte, da samledes de gerne på Stævnet - en Plads midt i Byen, hvor der stundom findes plantet et Træ med en Stenkreds omkring - ved Lyden af et Horn, som Oldermanden svarer til. Ved sådan Lejlighed nydes vel noget Brændevin, men højst sjælden i den grad, at nogen vanærer sig".

 

Det ser ud, som om kun ejendomme af en vis størrelse var med i bylavet og markeret på stævnepladsen. 1808 udstykkedes en gård i Seden. Ingen ejer af de udstykkede parceller fik medejendomsret til den ikke helt ubetydelige gadejord, byen ejede, og ej heller medlemskab i bylavet, endskønt den udstykkede gård, førend den deltes, må have ejet en femtendedel.
Forholdet med, at kun de store gårde rådede over gadejorden og havde sten på stævnet, må være noget, der har udviklet sig efter udskiftningen, og blev kun modvilligt godtaget af det mindre hartkorn.

 

Selv efter udskiftningen var der noget, bylavet havde i fællesskab: den umatrikulerede gadejord. Forarbejderne til den matrikel, der trådte i kraft 1. Januar 1844 blev allerede påbegyndt i århundredets begyndelse. Den udførtes ifølge en instruks af 14. Juni 1806. I dens paragraf 1 står, at alle jordejendomme skal matrikuleres med undtagelse af gader og gadejord, der ikke er indtaget til noget særskilt brug - samt grus - sand- og lergrave samt tørvemoser, der er til fælles brug for en by. Det kneb imidlertid for de fleste at forstå, at ikke alle og enhver kunne indtage gadejord, som det passede dem.

 

Efter udskiftningen og forordningen om sognefogeder kunne det se ud, som om det var forbi med oldermandshvervet. Det mente kancelliet imidlertid ikke. Allerede inden sognefogedforordningen kom, udsendtes en kancelliskrivelse, hvori det bestemtes, at i de byer, hvor der ikke var nogen sognefoged, skulle oldermanden overvåge orden og sædelighed. Tilsvarende udsendtes der en kancelliskrivelse umiddelbart før den kgl. anordning om sogneforstanderskab, hvori det betonedes: ".. Med Oldermandsskabet skal det have sit Forblivende, ved hvad der på ethvert Sted har været Skik og Brug"

 

1874 bekræfter indenrigsministeriet oldermandens fortsatte beståen, men mest utvetydigt siges det i en skrivelse 1884: "da Bymændene imidlertid er uberettigede til at lade Oldermandsinstitutionen bortfalde, må man holde for, at der i et Tilfælde som det foreliggende af det offentlige på Bymændenes Bekostning må kunne lejes en Mand til at fungere som Oldermand, indtil Bymændene vælger en sådan".

Helt klare linjer for oldermandens virksomhed var der ikke. E. Hammerich skriver herom i Dansk Lovleksikon: "Hans virke er, hvor det har bestået fra gammel tid, faktisk ordnet på en ikke lidet forskellig måde ved vedtægter og sædvaner".
Efter fattigloven af 1803 var det oldermandens pligt at bekendtgøre ved sognestævne ved årets begyndelse, hvad enhver i det kommende år skulle yde til fattigvæsenet. Han skulle også sammesteds bekendtgøre, når fattigkommissionen holdt kvartalsmøde, ifald der var nogen, der havde noget at forebringe. Og endelig - hvad der var det værste - han skulle indkræve og fordele almissen - mel, malt, smør og flæsk. Den store lispunds-almisse-bismer hørte til blandt de rekvisitter, der fulgte oldermandshvervet.

 

Bystævnet var også stedet, hvor der foretoges efterlysninger og bekendtgørelser.  Det var en af oldermandens pligter "at læse til sognestævne".

 

Tidligere var der to måder at henvende sig til sognets folk på: "Kirkestævne " og "Sognestævne". Det første foregik i våbenhuset eller på kirkegården efter gudstjeneste. Denne kundgørelsesmåde var tidligere almindeligt brugt. Alle forordninger og befalinger, "som angik hver mand især", skulle læses til kirkestævne. Efter udgivelse af en lovtidende og en ministerialtidende er det bortfaldet som almindeligt kundgørelsesform, men dog stadig delvis opretholdt.
Samtidig med, at der læstes til sognestævne, bekendtgjordes, at de oplæste dokumenter lå til eftersyn hos oldermanden.
Kancelliet udsendte 1823 en skrivelse om, hvordan man skulle forholde sig med disse to lysninger: "private Tillysninger og offentlige Bekendtgørelser af mindre betydning kan helst foretages ved sognestævne frem for ved kirkestævne. Også fattigfolks hjemløse børn blev bortliciteret til lavestbydende på gadestævne.